Bestyrelsens kompetenceprofil

Universitetet

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er grundlagt i 1829 og har som mission at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.

DTU er i dag et statsfinansieret, selvejende universitet med uddannelse, forskning, forskningsbaseret rådgivning og innovation. Universitetets hovedopgaver udføres af p.t. 20 institutter og et antal centre, på campus i Lyngby nord for København, men også på en række andre lokaliteter i København, samt på Sjælland og i Jylland. Herudover har universitetet 5 datterselskaber.

Få en oversigt over DTU’s lokaliteter

Universitetets uddannelsesudbud dækker de fleste ingeniørfaglige discipliner på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau. 

Universitet har omfattende forskningsaktiviteter inden for klassiske ingeniørdiscipliner og nye særligt lovende forskningsfelter. Det er DTU's fortsatte mål at være blandt de 5 bedste tekniske universiteter i Europa. 

Se DTU’s placeringer på rankings her 

Universitetets forskningsbaserede rådgivning omfatter bl.a. rådgivning af ministerier og styrelser, danske og internationale organisationer, samt indsamling og analyse af data. 

DTU's innovationssystem strækker sig fra forskning og undervisning over patentering og licensering til industrielt samarbejde og forskerparkaktiviteter. 

Universitet ejer en stor del af sine bygninger inklusive en række omkostningskrævende eksperimentelle faciliteter, herunder et oceangående forskningsskib, samt state-of-the-art infrastruktur inden for bl.a. rentrum, nanoskopi og smart grid.

Universitetet har siden 2006 arbejdet målrettet på at indgå strategiske alliancer med en række førende udenlandske universiteter, hvor der har været gensidige fordele ved et tættere og bredere samarbejde. På nordisk plan indgår DTU i alliancen Nordic Five Tech og på europæisk plan i EuroTech Universities sammen med TU München, TU Eindhoven og École Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL). KAIST i Korea er også blandt DTU’s strategiske alliancepartner. Universitetet vil i de kommende år fokusere på at konsolidere disse alliancer og desuden udbygge sine strategiske samarbejder med udvalgte partnere, blandt andre Nanyang Technological University (NTU) i Singapore og Rensselaer Polytechnic Institute (RPI) i USA.

Universitetet har 5.800 medarbejdere, hvoraf mere end halvdelen er forskere, herunder ca. 1.200 ph.d.-studerende, hvortil kommer knapt 10.600 bachelor-, diplom- og kandidatstuderende. Der optages knap 700  internationale studerende om året på engelsksprogede uddannelser. Desuden udbydes et flerstrenget efteruddannelsesprogram. I 2015 var universitetets omsætning på 4,9 mia. kr. og egenkapitalen udgjorde 2,3 mia. kr. ud af en samlet balance på 9,3 mia. kr. 

Universitetets strategi fastlægger universitetets mission, vision, strategiske mål, værdier, organisation og strategisk plangrundlag.

Se ”Strategi 2014-19” her

I de kommende år vil særligt bæredygtighed, innovation og fortsat internationalisering være i centrum for universitetets udvikling, ligesom universitetet inden for sit selveje vil skulle virkeliggøre et omfattende byggeprogram. 

Bestyrelsens opgaver

Bestyrelsen er DTU’s øverste myndighed, og er ansvarlig for universitetets virke over for uddannelses- og forskningsministeren. Bestyrelsens opgaver er fastlagt i universitetets vedtægt som en udmøntning af universitetslovens bestemmelser. 

Se universitetets vedtægter her 

Hovedfunktionerne kan opsummeres i følgende elementer:

  • Strategiske: Fastlægge strategi, indgå udviklingskontrakt med uddannelses- og forskningsministeren, og vedtage fusioner eller udskillelse af enheder

  • Økonomiske: Godkende universitetets budget, disponere over universitetets kapitalapparat i form af fast ejendom og optagelse af lån samt over for uddannelsesministeren at overvåge universitetets økonomiske udvikling.

  • Governance: Fastlægge universitetets vedtægt. Ansætte og afskedige rektor. Efter indstilling fra rektor, ansætte og afskedige prorektor og universitetsdirektør. Føre tilsyn med den daglige ledelses dispositioner. Ansætte institutionsrevisor.

Bestyrelsen holder fire ordinære møder årligt, herunder et heldagsmøde som seminar.

Bestyrelsens sammensætning

Bestyrelsen består af 10 medlemmer: 

  • 6 af medlemmerne er udefrakommende og udpeges af repræsentantskabet efter indstilling fra DTU’s bestyrelse

  • 2 medlemmer vælges af og blandt medarbejderne (1 VIP og 1 TAP)

  • 2 medlemmer vælges af og blandt de studerende.

Blandt de udefrakommende medlemmer skal der være en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder. 

Man kan være medlem af bestyrelsen i maksimalt 8 år og ikke efter udgangen af den måned hvori man fylder 70 år.

Bestyrelsen skal sammensættes således, at den samlede bestyrelse kan bidrage til at fremme universitetets strategiske virke med deres erfaring og indsigt i uddannelse, forskning, forskningsbaseret rådgivning myndighedsbetjening og innovation, herunder videnformidling og -udveksling.

Bestyrelsesmedlemmernes personlige kvalifikationer

Med henblik på, at bestyrelsen kan udgøre en velfungerende enhed, og konstruktivt kan varetage sine funktioner som kontrol- og sparringsorgan for den daglige ledelse, er det nødvendigt, at alle bestyrelsesmedlemmer besidder følgende personlige egenskaber:

  • Integritet
  • Ansvarlighed
  • Troværdighed
  • Engagement
  • Evne til nytænkning
  • Forstå dansk i skrift og tale

De udefrakommende bestyrelsesmedlemmers faglige kvalifikationer

Universitetet udgør en stor organisation med mange nationale såvel som internationale samarbejdspartnere og interessenter inden for en lang række faglige felter og virksomhedsbrancher. 

For at kunne relatere sig til universitetets udfordringer og konkrete opgavevaretagelse på bestyrelsesniveau, skal de udefrakommende bestyrelsesmedlemmer have relevant ledelseserfaring fra virksomheder eller andre organisationer inden for universitetets naturlige interessefelt. 

Hertil kommer, at der blandt de udefrakommende bestyrelsesmedlemmer skal være viden om og erfaring inden for følgende funktioner

  • Bestyrelsesarbejde (fra privat virksomhed og offentlig organisation)
  • Drift af privat og/eller offentlig virksomhed
  • Organisation
  • Økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber inkl. drift af fast ejendom
  • Kvalitetssikring
  • Internationalisering

Endelig skal bestyrelsens udefrakommende medlemmer i videst mulige omfang have indsigt fra arbejde i virksomheder inden for følgende brancher/virksomhedstyper:  

  • Elektronik og medikoteknik 
  • Energi og miljø
  • Farmaceutisk industri 
  • Fødevarer
  • IT og telekommunikation
  • Life science
  • Produktionsvirksomhed
  • Rådgivningsvirksomhed
  • Offentlig organisering, økonomi og beslutningstagning, herunder universitet / uddannelse

Bestyrelsesformandens kvalifikationer

Bestyrelsesformanden vælges af bestyrelsen blandt de udefrakommende medlemmer.

Bestyrelsesformanden varetager på vegne af bestyrelsen kontakten til rektor og fungerer som bestyrelsens talsperson udadtil. Herudover indgår formanden som medlem af Danske Universitetets Formandskollegium. 

Bestyrelsesformanden skal ud over at opfylde de generelle kvalifikationskrav endvidere:

  • Kunne fungere som erfaren sparringspartner for den daglige ledelse, hvilket i almindelighed vil kræve erfaring fra topledelse af organisationer, der i størrelse og kompleksitet mindst svarer til universitetet.

  • Kunne facilitere bestyrelsens arbejde gennem åbne drøftelser og handlingsorienterede konklusioner, hvilket i almindelighed vil kræve indgående erfaring fra bestyrelsesarbejde i større organisationer, herunder om muligt som bestyrelsesformand.

  • Kunne afse den fornødne tid til en ansvarlig varetagelse af hvervet som bestyrelsesformand.